Lyd og akustik

NORTO & Sound Hub Denmark – Et samarbejde omkring lyd og akustik

Som en del af den løbende produktudvikling i NORTO, arbejder vi på at tilbyde produkter, der tilgodeser den stigende efterspørgsel og interesse for lyddæmpende interiørprodukter til lofter, vægge og andre overflader i private boliger, virksomheder og offentlige bygninger. 

Derfor har vi indgået et samarbejde med Sound Hub Denmark, som er det første internationale teknologi- og innovationshub for iværksættere og start-up virksomheder inden for lyd og akustik.

Sound Hub Denmark er beliggende i Bang & Olufsens tidligere produktudviklingslokaler i Struer i Vestjylland.

Vi er meget glade og tilfredse med samarbejde med Sound Hub Denmark. De har et inspirerende og innovativt lydmiljø i Lydens By, Struer. Vi er glade for, at de har stillet lokaler, udstyr, netværk og viden til rådighed, så vi får muligheden for at udvikle eksisterende og nye akustikprodukter i NORTO. Allerede i den indledende fase i udviklingen af vores akustikprodukter har vi fået sparring og resultater ud af samarbejdet. Desuden er vi stolte over, at kunne støtte det lokale udviklingsarbejde i Vestjylland. Vi ser frem til et godt fremtidigt samarbejde med Sound Hub Denmark. 

Sound Hub Denmark udtaler følgende om samarbejdet med NORTO:

‘Fokus på at reducere uønsket støj gennem forbedret rumakustik er vigtig for et sundt liv.

Støj og dårlig rumakustik kan have en betydelig negativ indvirken på vores velbefindende, hvorfor viden om og test af rumakustik og akustiske lydabsorbenter til at forbedre den generelle velfærd ikke bør underkendes.

For NORTO stiller vi derfor løbende testfaciliteter, udstyr, netværk og viden til rådighed – samt sparring i udviklingsprocessen. Gennem lydtest i vores specialindrettede efterklangsrum og i samarbejder med øvrige virksomheder i huset, er NORTO et godt eksempel på fordelene ved at indgå i vores videns- og erhvervsklynge omkring lyd.

NORTO er med deres viden om godt håndværk, sans for bæredygtighed og høje ambitionsniveau for produktkvalitet et bud på en innovativ virksomhed, hvor den erhvervede viden om lyd vil danne grundlag for endnu flere relevante løsninger med slutkundens behov i centrum.

Vi glæder os over samarbejdet med NORTO, og at kunne understøtte dem i deres videre udvikling af bæredygtige akustikpaneler.’

Peter Petersen, CEO & Rie Kold Pripsø, CCO
Sound Hub Denmark, Struer

Peter Petersen CEO og Rie Kold Pripsø, CCO hos Sound Hub Denmark

Målinger af lyd og akustik for NORTO’s produkter

Flere af NORTO’s produkter er blevet lydtestet i et nyt og specialindrettet efterklangsrum hos Sound Hub Denmark. Efterklangsrummet er en del af de eksisterende lokaler i bygningen. Rummet er tomt og indrettet med hårde materialer på lofter, vægge og gulve. Denne indretning skaber optimale forhold til at teste produkters akustiske effekt. Læs mere om efterklangsrummet, Reverberation Chamber, på Sound Hub Denmarks hjemmeside.

Sådan er NORTO’s akustikpaneler blevet testet

I samarbejdet med Sound Hub Denmark har vi rådført os med lydtekniker og akustikingeniør, Peter Chapman, som også har foretaget lydtest og udarbejdet en rapport med resultaterne for lydmålingerne af NORTO’s produkter. Læs mere om målingerne for de enkelte produkter på de pågældende produktsider. Produkterne er testet ifølge metoden beskrevet i DS/ISO standard 354. Vi har fået testet de akustiske egenskaber for henholdsvis NORTO Dahl, NORTO Toft og NORTO Bech. Produkterne er er testet med en metode, som måler den reduktion, der er i efterklangstiden i et testrum, hvori produktet bliver placeret. Efterklangstid er et udtryk for, hvor lang tid, det tager, før lyden i et rum forsvinder eller ophører igen.

Indledningsvis er der foretaget en lydmåling af efterklangstiden i det tomme rum. Efterfølgende er et antal kvadratmeter af hvert produkt placeret på gulvet i rummet, hvor der er foretaget samme lydmåling. Der er foretaget flere målinger for hvert produkt for at få et kvalificeret resultat. Det samlede resultat for hvert produkt, er et gennemsnit af samtlige målinger af det pågældende produkt.

Få rådgivning til den rette akustikløsning

Der er mange overvejelser at tage højde for, når du skal vælge den rette akustikløsning. Derfor anbefaler vi, at du rådfører dig med en akustiker for at få løst problemet med akustik i rummet. Vi har et samarbejde med akustikingeniør, Peter Chapman, som kan kontaktes ved spørgsmål omkring lyd og akustik eller hvis du ønsker rådgivning og lydmålinger til dit konkrete projekt.

Peter Chapman udtaler følgende om samarbejdet med NORTO:

”Efter 25 års arbejde med lyd og akustik, er det en fornøjelse at se at mennesker er begyndt at forstå vigtigheden af lyd og akustik i deres hverdag. En god akustik i et lokale er vigtigt for vores helbred og generelt humør – især for personer som bruger høreapparater. Både bygherre, firmaer med kontorlokaler, restaurantejere og den private husstand er godt i gang med at forstå fordelene med en god akustik. En god akustik kan ligestilles med et godt indeklima. Løsninger som NORTO’s kan tænkes ind fra starten i byggefasen, men også eftermonteres og tilpasses det enkelte rum for at opnå den bedste akustik for et givet brugsmønster. Akustik er et videnskab og ved hjælp af målingerne eller modellering, kan den rette akustik beregnes til dit lokale. NORTO har disse ressourcer til rådighed og kan give dig professionelt rådgivning”.

Peter Chapman
Akustikingeniør, PC Sound and Acoustic

Peter Chapman. Akustikingeniør
Peter Chapman. Akustikingeniør

Lydmålinger af NORTO’s akustikpaneler i træ

Akustikpanelerne NORTO Toft er blevet lydtestet i samarbejde med Sound Hub Denmark, som er verdens første internationale teknologi- og innovationshub for iværksættere og start-up virksomheder inden for lyd og akustik. Lydtesten er foretaget i et specialindrettet efterklangsrum i Bang & Olufsens tidligere produktudviklingslokaler i Struer i Vestjylland. Akustikingeniør, Peter Chapman, har foretaget lydmålingerne og efterfølgende analyseret på resultaterne.

NORTO Toft er blevet testet for at se akustikpanelets lydabsorption ved en række standardiserede frekvenser. Lydtestens data muliggør en sammenligning med andre lignende akustikpaneler i forhold til konkrete lydudfordringer i et givent rum. NORTO Toft har udfræsede spor, som skaber niveauforskelle i overfladestrukturen. Akustikpanelet kan monteres med en bagvedliggende lyddug eller filtmåtte. Denne opbygning skaber gode forudsætninger for lydreduktion i rummet.

Akustikpanelet NORTO Toft er blevet lydtestet på en række forskellige monteringer, da lyden kan bevæge sig gennem Toft panelerne, og det medfører, at den bagvedliggende konstruktion kan tilpasses alt efter den lydudfordring man står med i et givent rum. Nogle eksempler vises i grafen nedenunder.

Ved direkte montering på en tynd lyddug med et hårdt underlag, absorberer NORTO Toft op til 45 % af lyden ved høje frekvenser. For at opnå gode absorptionsegenskaber ved lavere frekvenser, kan der udnyttes mineraluld eller filtmåtter bag NORTO Toft panelerne. Her kan en absorptionskoefficient over 0,9 opnås.

Lydgraf NORTO Toft
Lydgraf Holm
NORTO Toft akustikpanel i træ på væggen i stuemiljø

Generelt om lyd og akustik

Lyd og akustik spiller i disse år en stor rolle i tendenserne indenfor byggeri og boligindretning. Flere oplever problemer med dårlig akustik, og derfor er det vigtigt finde årsagen til problemet med den dårlige akustik. Man kan godt vælge nogle forkerte løsninger og materialer for at afhjælpe den dårlige akustik. Derfor er det vigtigt at tage udgangspunkt i selve rummets dimensioner og indretning samt materialevalget for at kunne vælge den mest optimale akustikløsning til det pågældende rum.

Når lyd rammer en overflade, bliver noget af lyden absorberet i overfladen, og en del af lyden reflekteres tilbage i rummet. I et rum med hårde overflader reflekteres hovedparten af lyden, som kastes rundt i rummet, og det tager derfor relativ lang tid, inden den forsvinder igen.

Indenfor lyd og akustik arbejder man derfor med begrebet efterklangstid, som er et udtryk for, hvor lang tid, der går, før lyden forsvinder efter et lydtryk. Efterklangtiden er den tid, det tager lyden at falde 60 dB eller til en-tusindedel af det oprindelige lydtryk. I et dæmpet rum, som for eksempel i et lydstudie, er efterklangstiden kort – måske 0,2 sekunder. Hvorimod, i et hårdt rum med mange beton- og gipsflader, kan efterklangstiden være flere sekunder. Ved længere og længere efterklangstider bliver vores evne til at forstå tale væsentlig forringet.

Lydmæssige hårde materialer og overflader har en såkaldt absorptionskoefficient tæt på 0, hvorimod lydmæssige ”bløde” materialer og overflader har en absorptionskoefficient tættere på 1. Absorptionskoefficienten ligger mellem 0 og 1. En absorptionskoefficient, der eksempelvis ligger på 0,8 betyder, at der absorberes 80 % af lyden (hovedparten af lyden forsvinder), mens 20 % af lyden reflekteres/sendes tilbage i rummet.

 

Derfor er god akustik vigtigt i indretningen

En god akustik i et rum er vigtigt for opnå et godt og sundt indeklima, hvor det er behageligt at opholde sig i. Brugen af hårde materialer og overflader i nyere byggerier medvirker til en dårlig akustik i rummet. Mange ønsker at løse problemet med dårlig akustik, og i den forbindelse er der flere aspekter at tage højde for. Interiør og inventar har en væsentlig betydning for, hvor stor en lyddæmpning, der kan opnås i et rum. Valg af materialer til overflader i et rum påvirker også den akustiske oplevelse, da hårde materialer som gips, beton, glas og stål medvirker til længere efterklangstid og en dårligere akustik. Træ er et levende og blødt naturmateriale, der i sig selv absorberer lyden bedre, og giver en god akustik. God rumklang og akustik kan opnås ved, at overfladerne har en ru, varierende eller rillet overfladestruktur, da lyden kan trænge igennem og nedbringe efterklangstiden. 

For at optimere lydforholdene i et rum, er det vigtigt at tage højde for rumtypen og det formål, rummet skal kunne opfylde. Der kan være forskel på, hvordan rummet bedst indrettes med lyddæmpende inventar og interiør, hvis der er tale om eksempelvis et køkken-alrum i en privat bolig, en café, et mødelokale eller en institution for børn. De eksisterende lofter og vægge har også en betydning i forhold til mulighederne for at opnå bedre akustik i rummet. 

Før du vælger en akustikløsning anbefaler vi, at du gør dig overvejelser omkring brugen af det pågældende rum, da det har betydning for, hvilken akustikløsning, der er mest optimal til rummet. 

NORTO Toft akustikpanel i træ som vægbeklædning
Hjemmekontor med listebeklædning i træ

Sådan vælger du den rigtige akustikløsning

Når du skal vælge akustikløsning, er der flere faktorer, du skal være opmærksom på. Nedenfor kan du se, hvad du bl.a. skal overveje, når du skal vælge den rigtige akustikløsning til dit private hjem, virksomhed eller offentlige bygning.

  • Find ud af hvilket akustikproblem, der er i rummet. Rummets indretning og dimensioner samt dets eksisterende overflader har en betydning for lyden.
  • Overvej hvilket formål og funktion, som det pågældende rum skal opfylde. Hvor mange mennesker skal opholde sig i rummet? Er der hørehæmmede personer, som skal bruge rummet?
  • Vælg det rigtige materiale – gå efter bløde materialer såsom træ, som i sig selv giver lidt absorption/lydreduktion.
  • Ofte hjælper indretningsløsninger med niveauforskelle og opsætning med hulrum bag overfladen, hvor lyden kan bevæge sig indeni, og løser udfordringer ved lavere frekvenser.
  • Få hjælp af en akustiker som kan rådgive dig til den mest optimale akustikløsning til dit rum/indretning. Dette giver et præcist billede af udfordringen, og åbner for den bedste løsning.

NORTO tilbyder forskellige typer af akustikpaneler i træ til lofter og vægge. Vi har fået lydtestet flere af vores produktgrupper for at kunne dokumentere panelernes akustiske effekt. Du kan læse mere om lydmålingerne for de enkelte produkter under produktsiderne NORTO Toft, NORTO Dahl og NORTO Bech.

Kontakt NORTO
Nr. Bjertvej 17
7830 Vinderup
Telefon: +45 9610 1522
Mail: mail@norto.dk
CVR. nr.: 40123164

Privatlivspolitik

Tilmeld dig vores nyhedsbrev